Verdisorbet (champagne)
Let læskende forfriskende Verdisorbet med et twist af voksen. Der er alkohol i og det er ikke kogt ud så det er ikke for børn.
Jeg fandt som udgangspunkt en champagnesorbet og så ændrede jeg lidt i den og lavede den på verdi bla fordi det var det vi havde herhjemme men også fordi vi ret godt kan lidt verdi. Jeg lavede den med jordbærverdi fordi den smager drøn godt.
Jeg har verdisorbet som en del af desserttapas’en vi fik til nytår i 2018 sammen med æblekagedessert, marengsreder, æblemyntesorbet og chokolademousse
Der skal bruges
giver ca. 1 L sorbet.
4 dl champagne, cava, asti eller som jeg gjorde Verdi.
2 dl sukker
2 dl vand
1 æggehvide
Fremgangsmåde
- Kog vand og sukker i en gryde indtil sukkeret er opløst.
- Tag gryden af varmen og tilsæt champagnen.
- Sæt den på køl i min. 3 timer
- Når verdi sorbet’en er færdig på køl køres den på ismaskinen, og ønsker man en mere cremet sorbet kan man når den er tyknet lidt tilsætte en enkelt æggehvide i ismaskinen.
Den smelter relativt nemt så den skal ikke tages op længe før brug.